Åbent brev til ministre: Regeringen bør stå fast på et ambitiøst europæisk forskningsbudget med en tydelig prioritering af global sundhed
Opdateret: for 5 dage siden
Det åbne brev til udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, finansminister Peter Hummelgaard og forsknings-, uddannelses- og digitaliseringsminister Christina Egelund er underskrevet af:
Mette Lybye, sekretariatsleder, Alliancen for Global Sundhed
Adam Jacobi, chef for WaterAid i Danmark
Anna Frellsen, CEO, Maternity Foundation
Else Marie Agger, CEO, NIVI-D
Lars Christian Østergreen, CEO, AIDS-Fondet
Maria Lindhardt, politisk chef, Sex & Samfund
Susanne Dahl, generalsekretær, UNICEF Danmark
Trine Angeline Sig, CEO, Real Relief
Ulrik Koefoed Johnsen, CEO, Giv Effektivt
Uddrag fra brevet:
Alliancen for Global Sundhed opfordrer regeringen til at arbejde for et ambitiøst og beskyttet budget for forskning og innovation i EU’s kommende flerårige finansielle ramme (MFF’en) og sikre global sundhed en tydelig plads i Horizon Europe 2028-2034, også kendt som FP10.
Europa-Kommissionen har foreslået et selvstændigt FP10 på 175 mia. euro og fremhæver forskning og innovation som afgørende for Europas konkurrencekraft, robusthed og sikkerhed. Den seneste MFF-forhandlingsboks opererer med en indikativ ramme på 140 mia. euro, hvilket understreger, at forskningsbudgettet er under betydeligt pres i de igangværende forhandlinger.
I en tid med geopolitisk konkurrence og pressede budgetter må forskning ikke behandles som en udgift, der kan reduceres, når andre prioriteter presser sig på. Det er en langsigtet investering i Europas evne til at udvikle egne løsninger og håndtere fremtidige kriser.


